Politiet tavst om muligt skyderi i København


Københavns Politi er onsdag aften rykket ud til et muligt skyderi på Tomsgårdsvej i Nordvestkvarteret.

På Twitter skriver politiet, at man klokken 18.50 fik anmeldelse om skyderi, og at politiet er til stede i området. Desuden fremgår det, at der ikke er oplysninger om, at nogen skulle være ramt.

To timer efter anmeldelsen er det småt med oplysninger fra politiet. Således vil vagtchefen ikke fortælle, om man har fundet patronhylstre eller andet, der underbygger anmeldelsen om skyderi.

– Vi forsøger at finde ud af, hvad der er foregået. Jeg kan ikke oplyse andet end det, der står på Twitter, siger vagtchef Lars Westerweel.

/ritzau/