Københavns Politi anholder otte personer fra bandemiljøet


Arkivfoto

Politiet har anholdt otte personer fra bandemiljøet. De anholdte er alle mænd og er fra fire forskellige bandegrupperinger.

Det oplyser Københavns Politi torsdag i en pressemeddelelse

Fem af de anholdte, som er i alderen fra 17 til 24 år, er sigtet for afpresning, frihedsberøvelse og brugstyveri.

To af de anholdte, som begge er 26 år, er sigtet for grov vold i forbindelse med et overfald den 4. oktober 2018 i et P-hus i Københavns lufthavn. Dette forhold er en udspringer af et opgør i bandemiljøet.

Den sidste anholdte er en 16-årig dreng, som er sigtet for drabsforsøg den 20. juni 2018 på Gadelandet, hvor der blev afgivet skud mod en gruppe.

– Disse aktioner er endnu et slag mod banderne i København, og vi fortsætter ufortrødent, så personerne i bandemiljøet bliver stillet til regnskab for deres ugerninger, siger Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.

Alle otte anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, og der anmodes om lukkede døre.