Arkiv. Optagelser fra et produktionssted for skunk.
En lejet villa på Amager har i flere måneder huset et illegalt gartneri, hvor der er produceret store mængder skunk.
Det mener politiet, der har fået en dommer i Københavns Byret til at varetægtsfængsle tre mænd i sagen.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDe tre er vietnamesere. I mange andre sager rundt om i landet har politiet de senere år afsløret andre vietnamesiske mænd, der under kummerlige forhold er blevet sat til at fremstille det euforiserende stof.
– Det er ikke hver dag, vi ser en så stor skunk-produktion i København, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ritzau.
Afsløringen skyldes specialsektionen i Københavns Politi, som havde fået et tip om, at der i villaen foregik mystiske ting, fortæller han.
Gartneriet var indrettet både i stuen og på første sal. Politiet hævder, at der er produceret i hvert fald 90 kilo af det potente stof.
I et retsmøde torsdag har dommeren besluttet at fængsle de tre mænd frem til 15. juli. De er i alderen fra 28 til 40 år. Deres holdning til sigtelsen kendes ikke.
Skunk er en særlig potent form for cannabis, og dyrkningen er særdeles arbejdskrævende.
Dyrkningen kræver også en hel del strøm, og i andre sager er der blevet stjålet elektricitet for store beløb.
Planterne kræver høj varme og konstant vanding. I flere tilfælde er ejendomme blevet ødelagt af fugtskader.
/ritzau/