Skæve bilister taget i kontrol ved Rødby Færgen


I askebægeret i varebilen lå der da også en halvt røget joint, og den 29-årige havde en klump hash på 0,5 gram på sig. Arkivfoto


Onsdag foretog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en kontrol af de rejsende som kom fra Tyskland med Rødby-færgen. Flere bilister blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Den ene havde en halv joint liggende i bilens askebæger.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

I forbindelse med en indrejsekontrol ved Rødby Færge tjekkede politiet onsdag klokken 15.30 en varebil. Føreren oplyste, at han havde glemt både pas og kørekort, og da betjentene undersøgte hans identitet nærmere, viste det sig, at han slet ikke havde noget kørekort.

Det var en 29-årig mand fra Vallensbæk Strand, som til gengæld virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav udslag for hash og kokain. I askebægeret i varebilen lå der da også en halvt røget joint, og den 29-årige havde en klump hash på 0,5 gram på sig. Den 29-årige blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret, for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for at rejse uden pas.

Politiet standsede onsdag klokken 18.04 en bil i Vestergade i Sakskøbing. Føreren var en kun 17-årig fyr fra Vordingborg, som i sagens natur endnu ikke havde noget kørekort. Han virkede påvirket af euforiserende stoffer, og derfor blev han sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret.

En 23-årig mand fra Rødby forsøgte torsdag klokken 0.45 at slippe uden om politiet, der stod klar ved en indrejsekontrol i Rødby Færge. Den 23-årige kom fra borde i en BMW, og da han opdagede, at der var politi på stedet, prøvede han at køre udenom bilkøerne, men han blev hurtigt standset af en patruljebil. Det viste sig, at de nummerplader, der sad på BMW’en, var meldt stjålet den 3. juni på Amager, og både den 23-årige fører af bilen og en passager – en 21-årig mand fra Søllested – blev anholdt.

De er begge sigtet for tyveri af nummerplader, og den 23-årige, som virkede påvirket af euforiserende stoffer blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Den 23-årige havde heller ikke noget kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.