Skyderi under slagsmål i Brøndby


Politiet ved ikke endnu, hvor mange personer der var involveret, men forskellige meldinger peger på mellem 10-20 personer. Arkivfoto


I forbindelse med et større slagsmål onsdag eftermiddag i Brøndby er der blevet affyret et skud.

###

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

– Klokken 13.52 modtager vi en anmeldelse om, at der er slåskamp i Brøndby mellem en større forsamling mennesker, siger vagtchef Ehm Christensen til Ritzau.

– I den forbindelse blev der affyret et skud, tilføjer han.

Episoden fandt sted i Hallingparken.

Vagtchefen fortæller, at en formodet gerningsmand er flygtet fra stedet. Desuden er en bil blevet set forlade området.

Politiet ved ikke endnu, hvor mange personer der var involveret, men forskellige meldinger peger på mellem 10-20 personer, oplyser Ehm Christensen.

– Vi er synligt til stede på gerningsstedet og undersøger nu nærmere, hvad der er sket, siger han.

Der er endnu ingen anholdte.

/ritzau/