Under røveriforsøget skreg en af de kvindelige ofre op. Det fik flere mandlige familiemedlemmer til at rejse sig og gå frem mod de domfældte, der valgte at flygte ud i natten. Arkivfoto
Tre unge mænd på 17, 17 og 18 år har i dag ved Retten i Glostrup fået en dom på henholdsvis 1 år, 1 og 2 måneder og 2 år og 3 måneders fængsel for om aftenen den 25. november 2014 at være trængt ind hos en familie af børn, voksne og ældre i Brøndby Strand, hvor de bevæbnet med to attrappistoler og en kniv forsøgte at true familien til at give dem penge.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
– Det er altid alvorligt at forsøge at begå røveri, men det er særdeles groft, når man bevæbnet trænger ind i andres private hjem, siger anklager Henrik Uhl Pedersen
Under røveriforsøget skreg en af de kvindelige ofre op. Det fik flere mandlige familiemedlemmer til at rejse sig og gå frem mod de domfældte, der valgte at flygte ud i natten. Et vidne så de domfældte løbe mod et nærliggende boligkvarter, hvor de kort efter blev optaget på videoovervågning.
To af de dømte blev anholdt samme aften som røveriforsøget fandt sted, og den sidste domfældte blev efter intensiv politiefterforskning pågrebet den 13. januar i år.
De har alle siddet varetægtsfængslet indtil dom. Under fænglingen har to af dem flere gange forsøgt at flygte.
De to yngste domfældte fik udmålt den mindste straf og fik gjort størstedelen af straffen betinget med samfundstjeneste.
Den ældste domfældte, som nu er fyldt 18 år og som tidligere er straffet for røveri, blev samtidig dømt for at have deltaget i et røveri mod et supermarked i Brøndby Strand Centrum i november 2014, hvor røverne slap væk med næsten 30.000 kr.
– Hvis man i løbet af meget kort tid begår to røverier, så skal straffen også være derefter. Retten fandt ikke grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvis betinget og udmålte derfor en betydeligt højere straf til den tredje unge mand, siger anklager Henrik Uhl Pedersen.
Alle de tiltalte nægtede sig skyldig og overvejer nu, om de vil anke dommen.