Hollywood-agtig fængselsflugt: Se de vilde billeder


Denne tunnel var vejen ud til friheden for de to flugtfanger. Ved siden af hullet har de sat en lille hilsen til fængselsbetjentene. Foto: Darren McGee/New York State Governor’s Office.


To mænd dømt for drab er stukket af fra et topsikret fængsel i USA. Fængslet er 150 år gammelt og det er første gang nogen lykkes med at stikke af.

LÆS OGSÅ: Drabsmænd jages i New York efter Hollywood-agtig flugt
De to mænd flygtede fra det topsikrede fængsel i byen Dannemora cirka 20 kilometer fra grænsen til Canada.

Det er første gang, siden fængslet blev bygget i 1865 – eller i 150 år, at det er lykkedes indsatte at bryde ud fra stedet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge guvernøren i New York, Andrew Cuomo, er der tale om en spektakulær flugt.

– Det var en gennemtænkt og udførlig flugtplan, siger Cuomo.


Denne lille hilsen blev efterladt til fængselsbetjentene. Foto: Darren McGee/New York State Governor’s Office.

De to undvegne, Richard Matt og David Sweat, havde celler ved siden af hinanden, og det er lykkedes dem at skære et hul i en stålbeklædt bagvæg, hvorfra de i løbet af natten krøb ud af deres celler.

Via tunneler i fængselsbygningen lykkedes det mændene at kravle uden for fængslets mure, hvorefter de menes at være sluppet ud i friheden gennem kloaksystemet. Under flugten har de anvendt el-værktøj til at skære sig gennem metalstænger og jernrør.

Hvordan, de er kommet i besiddelse af værktøj, er uklart ifølge Andrew Cuomo.

De havde begge efterladt tøj og andre genstande i deres senge for at give indtryk af, at de lå og sov. Personalet slog alarm klokken 05.30 lokal tid.

Den 34-årige Sweat afsoner en livstidsdom for at have dræbt en vicesherif i 2002, mens den 48-årige Richard Matt er dømt til 25 års fængsel for i 1997 at have bortført og slået en mand ihjel.

Den dristige flugt minder ifølge amerikanske medier om den, der beskrives i den Oscar-nominerede film “The Shawshank Redemption” fra 1994.


Dette var hullet i den ståbeklædte væg, hvorfra de slap ud af deres celler. Foto: Darren McGee/New York State Governor’s Office.

De har anvendt el-værktøj til at skære sig gennem metalstænger og jernrør. Ved siden af hullet kan man se den gule seddel med flugtfangernes hilsen. Foto: Darren McGee/New York State Governor’s Office.

/ritzau/Reuters