Anklager om kædevold: De tiltalte fælder sig selv


Sådan så Nanna Skovmand ud efter, at hendes kæreste og hende selv blev overfaldet ved Enghavevej juleaften.


En gruppe unge mænd har ikke været særligt dygtige til at overbevise anklager Pia Simon om, at det ikke er dem, der julenat sidste år angreb et kærestepar med en tyk jernkæde på Vesterbro i København.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det fastslår hun fredag under sin procedure i Københavns Byret, hvor mændene sidst på dagen har udsigt til at få at vide, om de ifølge retten er skyldige i grov vold.

En for en præsenterer Pia Simon beviserne mod mændene – eller drengene – der blot er 16, 17, 18 og 19 år.

LÆS OGSÅ: Juleoverfald på Vesterbro: Politiker retter spørgsmål til ministeren
LÆS OGSÅ: Fucking voldsperkere: Facebook svømmer i racistiske kommentarer efter juleoverfald
– Et kvindeligt vidne har fra sit vindue udpeget den 18-årige med 100 procent sikkerhed, siger Pia Simon.

– Han fremstår meget utroværdig. Flere gange har han ændret forklaringer og forsøgt at tilpasse dem, når han er blevet forelagt nye beviser, påpeger anklageren.

Flere af de tiltalte erkender da også at have været på stedet den pågældende aften, men ingen af dem vil stå ved forbrydelsen.

Blandt andet påstår den 19-årige, at han forsøgte at stoppe gerningsmændene, men sådan husker det kvindelige offer det ikke.

– Han siger, at han var på stedet, men at han forsøgte at stoppe overfaldet. Det har de forurettede også bemærket, men Nanna Skovmand (kvinden, red.) forklarer, at han også deltog, da det ikke lykkedes ham at stoppe de andre, siger Pia Simon om den 19-årige.

LÆS OGSÅ: Politiet sigter fem for brutal julevold mod kærestepar
Sagen har været under stor mediebevågenhed, da det kvindelige offer, Nanna Skovmand, i dagene efter overfaldet lagde billeder af sit forslåede ansigt på Facebook.

Billedet og den tilhørende tekst blev delt flittigt på sociale medier og skabte stor debat.

I forbindelse med et tidligere retsmøde forklarede Nanna Skovmand og kæresten Mads Schøllhammer, at de var på vej hjem fra julemiddagen, da de blev overfaldet nær deres hjem.

I begyndelsen var det Mads Schøllhammer, der blev overdænget med spark og slag med en tyk kædelås, men siden gik gerningsmændene videre til Nanna Skovmand.

– Hver gang, jeg kiggede op, fik jeg et nyt slag med kæden, sagde hun i retten.

Senere fredag tager retten stilling til, om mændene er skyldige i overfaldet. Hvis de kendes skyldige, afsiges dommen i forbindelse med et senere retsmøde.

/ritzau/