Boston-bomber får sin endelige straf i næste måned


Bombe springer under Boston Marathon 2013.


Boston-bombemanden Dzhokhar Tsarnaev modtager officielt sin dødsstraf i retten 24. juni, lyder det torsdag fra en amerikansk dommer.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver flere internationale medier.

Tidligere har et nævningeting i Boston besluttet sig for at idømme Dzhokhar Tsarnaev dødsstraf.

De brugte mere end 14 timer på at vælge dødsstraf frem for fængsel på livstid.

Men den 21-årige medgerningsmand til bombeangrebet mod Boston Marathon for to år siden kan komme til at vente i årevis, før dødsdommen eksekveres.

Angrebene mod Boston Marathon kostede tre personer livet og sårede 264 andre.

Tsarnaev vil få taletid under den endelige retssag. Det samme vil efterladte og ofre, som har mistet lemmer under angrebet.

Bombemanden vidnede ikke til sit eget forsvar forud for strafudmålingen, men får mulighed for at tale 24. juni, selvom han ikke er forpligtet til at gøre det.

Efter dommen bliver Tsarnaev fløjet til enten USA’s eneste højsikkerhedsfængsel, ADX Florence i Colorado, eller til et fængsel i Indiana, hvor mandlige indsatte sidder på dødsgangen.

Kun tre af de 74 personer, som er dømt til døden for føderale forbrydelser i USA siden 1988, er blevet henrettet.

Tsarnaev har forklaret, at det var hans nu afdøde 26-årige storebror, der var hjernen bag de to bomber ved maraton-mållinjen. Derfor har han erklæret sig ikke-skyldig.

Den ældre mistænkte bror, den 26-årige Tamerlan Tsarnaev, blev dræbt under en skudveksling med politiet i Watertown, Massachusetts kort efter bombeangrebet.

/ritzau/AFP