Göteborg er ramt af endnu et skuddrab


Arkivfoto


Den svenske by har haft usædvanlig mange drab de senere år, og politiet har meget svært ved at opklare dem.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sveriges næststørste by, Göteborg, har natten til fredag igen lagt gader til et skyderi med dødelig udgang.

En mand blev ved totiden ramt af skud på Gamla Kronvägen i den østlige del af byen og døde senere på natten på sygehuset, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Kort tid før havde politiet også fået en anmeldelse om et skyderi i samme område, og det er endnu ikke sikkert, om der er tale om den samme skudepisode.

Politiet i byen er meget fåmælt om drabet.

– Vi kan ikke sige så meget endnu, siger vagtchef Robert Edh til TT:

Göteborg har de senere år oplevet en lang række skyderier – mange med dødsfald til følge.

Så sent som onsdag blev en mand indlagt til behandling for alvorlige skader, efter han var blevet ramt af flere skud, og i april blev to mænd dræbt af skud inden for et døgn i to forskellige bydele.

I marts gik bevæbnede mænd ind på en restaurant på Vårväderstorget i byen og affyrede adskillige skud med Kalasjnikov-geværer. To blev dræbt og mindst otte andre ramt af kugler.

Sidste år fik politiet i Göteborg meldinger om i alt 52 skudepisoder i byen. Det svarer til et skyderi om ugen. Samlet set kostede de fire mennesker livet og sårede 21 andre.

Drabsstatistikken året før er endnu mere skræmmende læsning: 13 mennesker blev i 2013 dræbt foruden to mænd, som er sporløst forsvundet.

I hele Danmark var der til sammenligning 35 drab i 2013, mens tallet steg til 55 sidste år.

Hele 15 drab siden 2011 er fortsat uopklaret i Göteborg. Politiet giver den såkaldte tavshedskultur i byens kriminelle miljø skylden for den lave opklaringsprocent.

Byen er med over en halv million indbyggere den næststørste by i Sverige og den fjerdestørste i Skandinavien.

/ritzau/TT