To grupperinger opsøgte bevidst en konfrontation i indkøbscentret, mener politiet.
De to unge, der onsdag blev ramt af skud i parkeringskælderen i indkøbscentret Field’s, risikerer at blive varetægtsfængslet.
Københavns Politi oplyser torsdag formiddag, at begge de unge kræves fængslet i et grundlovsforhør.
Desuden fremstilles seks andre anholdte i retsmødet, og de sigtes for drabsforsøg.
De to, der blev såret, er henholdsvis 17 og 18 år. Den førstnævnte er fortsat indlagt på hospital.
To grupperinger opsøgte bevidst en konfrontation i indkøbscentret, mener politiet.
Først blev der truet med stikvåben og skydevåben. Og til sidst blev der affyret flere skud fra i hvert fald to skydevåben.
Politiet eftersøger yderligere en person i sagen, lyder det.
Vidner har fortalt, hvordan flere af de unge var maskerede, og at grupperne skændtes højlydt på flere etager i Field’s, før der til sidst blev affyret skud i parkeringskælderen.
/ritzau/