Dykkere leder efter 21-årig i Holstebro


Den unge mand er ikke set siden natten til lørdag klokken 02.30 i Holstebro, hvor han var i byen med nogle kammerater.


Den 21-årige Jonas Hedegaard Hansen, der savnes efter en bytur med venner i Holstebro, er stadig ikke dukket op. Derfor udvider Midt og Vestjyllands Politi søndag eftersøgningen af ham.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

En båd og dykkere fra Beredskabsstyrelsen vil assistere politiet med at undersøge bredderne af Store Å, der løber gennem Holstebros bymidte.

– Vi frygter, at han kan være faldet i åen, siger vagtchef Gert Høeg, Midt- og Vestjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: 21-årig mand savnes efter bytur i Holstebro
Politiet har tidligere været ude i området i midtbyen med hunde, men søndag vil selve åen og de bevoksede åbredder blive undersøgt fra vandsiden.

Den unge mand er ikke set siden natten til lørdag klokken 02.30 i Holstebro, hvor han var i byen med nogle kammerater.

Midt- og Vestjyllands Politi har udsendt en efterlysning af den 21-årige. Han er 170 centimeter høj, har muskuløs overkrop, lyst hår, høje tindinger og fuldskæg.

Ved sin forsvinden var Jonas Hedegaard Hansen iført en mørkeblå såkaldt “Captain American”-t-shirt, sort skjorte, sort læderjakke og mørke jeans.

Han medbringer personlige papirer samt sin telefon, som er slukket.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set den 21-årige mand fra det tidsrum, hvor han forsvandt. Det kan for eksempel være folk, der har været tidligt ude at lufte deres hund.

Desuden bedes folk i området lede efter den unge mand i deres have eller i udhuse.

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/