Politi: Menneskehandlere står bag svindel for millioner


Arkivfoto


22 personer, som politiet har anholdt onsdag i en stor sag om økonomisk svindel og menneskehandel, kan stå bag svindel for op mod 54 millioner kroner.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det vurderer politiinspektør Karl Erik Agerbo fra Task Force Indbrud onsdag aften.

I alt er 95 personer blevet anholdt i løbet af dagen, hvor politiaktionen med kodenavnet “Hvepsebo” er fundet sted på Sjælland og Lolland-Falster. 22 af dem anser politiet for at være bagmænd.

De skal fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Lyngby torsdag morgen.

Resten af personerne, som er anholdt, anser politiet for at være ofre i sagen, som de 22 bagmænd har udnyttet. Det er sket ved, at de er blevet “rekrutteret”, for det meste i Rumænien, og blevet lokket med arbejde og en attraktiv løn i Danmark.

Ifølge Karl Erik Agerbo er omkring 300 mennesker blevet udnyttet.

Når de kommer til Danmark, bliver de taget med til Borgerservice, hvor de får et Nem-id og CPR-nummer. Derefter får de en bankkonto, og nogle gange oprettes der firmaer og optages lån i deres navn. Men de får aldrig noget job og ingen penge.

– På den måde kan man svindle i blandt andet skat og moms, siger politiinspektøren, som dog ikke vil komme ind på, hvordan nøjagtigt man gør det.

Han vil dog gerne komme ind på, hvor meget bagmændene har kunnet malke én person for.

– Vores mistanke er, at de per udnyttet person tjener cirka 180.000 kroner. Og hvis der har været 300 mennesker igennem systemet, så er vi oppe på 54 millioner kroner, så det er betydeligt, siger han.

Det er ud over moms- og skattesvindel som i sig selv løber op i omegnen af 13 millioner kroner ind til videre.

Han fortæller, at de cirka 75 personer, som ikke er bagmænd men ofre, vil blive afhørt og så sendt til Center mod Menneskehandel efter afhøring.

– De vil sørge for, at de bliver indkvarteret og lever under ordentlige forhold, siger politiinspektøren.

Onsdag er 62 adresser på Sjælland og Lolland-Falster blevet ransaget. Her fandt man de i alt 95 personer, som blev anholdt. Ofrene levede ifølge politiet for det meste i faldefærdige huse, som de 22 mistænkte bagmænd havde stillet til rådighed.

/ritzau/