Dronningen: Frygtede terror i Danmark efter Paris-angreb


Arkivfoto


Terrorangrebet i weekenden mod Krudttønden på Østerbro og en synagoge i det indre København har rystet Danmark, men frygten for et angreb i Danmark var allerede rykket tættere på efter angrebet mod det satiriske magasin Charlie Hebdo i Paris.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det sagde dronning Margrethe ved et pressemøde for hollandske journalister tirsdag eftermiddag på Fredensborg Slot.

– Det, der skete lørdag, var et stort chok for alle. Det har uden tvivl sat spor hos alle i landet, lyder det fra dronningen ifølge et indslag på den hollandske tv-station NOS.

– Men realistisk set, efter det der skete i januar i Paris, spurgte vi os selv, hvorvidt vi ville blive de næste. Det blev vi, sagde hun ved pressemødet ifølge det hollandske nyhedsbureau ANP.

Hun understregede samtidig, at hun er stolt af måden, hvorpå landet har reageret på angrebene i København, der kostede to civile mennesker livet og sårede fem politibetjente.

– Vi har holdt ryggen ret, lød det.

Ifølge ANP skal dronningen også have nævnt, at befolkningen er i sorg, men at det kun er naturligt.

Derudover skriver nyhedsbureauet, at dronningen bemærkede, at der på dette tidspunkt over alt i verden sker ting, som ingen havde forestillet sig kunne ske for bare nogle år siden.

Regentparret holdt pressemøde på Fredensborg Slot for hollandske journalister forud for et statsbesøg fra Hollands konge Willem-Alexander og hans hustru dronning Máxima.

Det er ifølge kongehuset en fast tradition at møde den udenlandske presse i forbindelse med både indgående og udgående statsbesøg.

Gerningsmanden ved weekendens angreb i København affyrede i alt 40 skud ved henholdsvis Krudttønden, synagogen på Krystalgade og mod politiet på Svanevej, oplyser politiet tirsdag aften.

Derudover bekræfter politiet for første gang den formodede gerningsmands identitet. Det drejer sig om den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein.

/ritzau/