20-årig sigtet for vild biljagt i København


Den 20-årige er sigtet for med meget høj hastighed og gentagne gange at have kørt over for rødt lys under biljagten. Arkivfoto


En 20-årig mand er sigtet for at træde på speederen og bringe andres liv i fare, da politiet modsat bad ham om at træde på bremsen på den BMW, hvor den 20-årige sad bag rettet onsdag kort før middag.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet kræver torsdag den 20-årige varetægtsfængslet ved Retten på Frederiksberg, hvor han er sigtet for “i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have ført personbil i narkopåvirket tilstand”.

Den 20-årige blev anholdt på en parkeringsplads ved Stæhr Johansensvej, efter at en politibil havde jagtet BMW’en gennem Københavns gader.

Den 20-årige er sigtet for med meget høj hastighed og gentagne gange at have kørt over for rødt lys under biljagten.

Han er også sigtet for at køre på fortovet og påkøre to forskellige personbiler.

Den samlede kørsel tolkes af politiet sådan, at den 20-årige menes “at tilsidesætte færdselsloven og udsætte andre trafikanters og forbipasserendes liv eller førlighed for nærliggende fare”.

Det er uvist, hvordan den 20-årige forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/