Renset for drab ved tilfælde: Uskyldig fængslet næsten 40 år


Se øjeblikket hvor Joseph Sledge bliver løsladt fra fængslet.


En 70-årig amerikaner vandrede fredag ud i friheden fra et fængsel i North Carolina, efter at dna-prøver havde vist, at han i 1978 var blevet uskyldigt dømt for et dobbeltdrab to år tidligere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Et dommerpanel besluttede fredag, efter at have hørt, hvordan Joseph Sledge blev uretmæssigt dømt for at have stukket en mor og hendes voksne datter ihjel med en kniv, at han omgående skulle løslades.

Få timer efter forlod Joseph Sledge, bærende på nogle få ejendele i en plastikpose, det fængsel, hvor han har siddet indespærret i 37 år.

Nu ser han frem til at kunne foretage sig helt almindelige hverdagsting.

– Tage hjem. Slappe af. Sove i en rigtig seng. Måske tage en svømmetur i en pool, siger han ifølge ABC News.

Det var et tilfælde, der gjorde, at Sledge slap ud af sit fangenskab.

Hans advokat var i 2012 tæt på at opgive forsøget på at få sin klient renset efter otte års anstrengelser, men på et dommerkontor fandt en sekretær under en rengøring en konvolut med bevismateriale fra den gamle sag.

Konvolutten indeholdt hår, fundet på et ofrene, der menes at stamme fra gerningsmanden. Dna-prøver, der ikke eksisterede, da Sledge blev dømt, beviste hans uskyld.

Sagen blev i 2013 henvist til North Carolina Innocence Inquiry Commission, der efterprøver påstande om uskyldigt dømte. Joseph Sledge er den ottende dømte i delstaten, der er blevet renset, siden myndigheden begyndte sit arbejde i 2007.

I hele USA er 325 personer på baggrund af dna-prøver blevet frikendt, efter at de var blevet dømt.

Joseph Sledge begav sig efter sin løsladelse mod Savannah i Georgia for at bo hos familien. Inden fortalte han journalister, at han aldrig har tvivlet på, at han en dag ville være en fri mand.

– Tålmodighed er ordet, sagde han.

/ritzau/