Paris-massakre kan udsætte tiltalt Boston-bombers retssag


Video fra bombeeksplosionen under Boston Maraton 15. april 2013.


Retssagen, hvor Dzokhar Tsarnaev står tiltalt for at have dræbt tre personer og såret hundredvis i bombeangrebet mod Boston Marathon i 2013, skal udskydes efter det blodige angreb i Paris i sidste uge.

LÆS OGSÅ: Se video med bombemændene fra Boston
LÆS OGSÅ: Boston bomber: Hør politiets radio kommunikation
Det mener Tsarnaevs forsvarere, som har bedt en dommer i Boston om at rykke valget af en jury og dermed også selve retssagen til en senere dato, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og gidseltagningen i et jødisk supermarked i Paris gør det ifølge den 21-åriges advokater umuligt at sammensætte en uvildig og objektiv jury.

– På nuværende tidspunkt, hvor der foretages et forsøg på at finde en jury, er Boston-bomberne netop blevet placeret midt i et grumt, globalt drama, skriver forsvarerne ifølge Reuters i deres anmodning.

– I det mindste bør retten sætte det på pause længe nok til, at den seneste storm har lagt sig, fortsætter de.

Angrebene i Paris endte med at koste 17 ofre livet, mens tre gerningsmænd blev dræbt af politiet.

Arbejdet med at udpege juryen til retssagen i Boston gik i gang i sidste uge, da 1350 potentielle nævninge udfyldte spørgeskemaer som led i screeningsprocessen.

Dzokhar Tsarnaev er tjetjensk indvandrer i USA og risikerer dødsstraf i retsopgøret om, hvad der kaldes den alvorligste terrorhandling på amerikansk jord siden 11. september 2001.

Tre personer mistede livet, da to bomber eksploderede i målområdet under Boston Marathon 15. april 2013. Omkring 260 mennesker blev såret, og flere af dem mistede et eller flere lemmer.

Dzokhars syv år ældre bror, Tamerlan Tsarnaev, blev dræbt under de to brødres flugt fra politi og sikkerhedsfolk, og forsvarerne ventes at fremstille den døde som hovedmanden og hjernen bag angrebet.

Anklagemyndigheden i USA mener, at de to brødre var alene om angrebet, hvor et par trykkogere fyldt med sprængstof, søm og kuglelejer blev bragt til sprængning tæt på maratonløbets mållinje for at ramme flest muligt.

En sikkerhedsvagt blev det fjerde dødsoffer i forbindelse med politiets jagt på gerningsmændene.

Den tiltalte har erklæret sig ikke-skyldig i samtlige 30 tiltalepunkter.

/ritzau/