Danske fly smider seks bomber under nye missioner i Irak


Arkivfoto


De danske F-16-fly, der er udsendt som bidrag i kampen mod Islamisk Stat i Irak, har siden 5. januar smidt seks bomber og fløjet i alt ni missioner i områderne omkring Bayji og Al-Anbar-regionen. Det oplyser Forsvaret på sin hjemmeside.

Like localeyes.dk på Facebook

– De danske fly har fløjet Close Air Support-missioner (CAS), hvor flyene er indsat direkte som luftstøtte til styrker på landjorden.

– Her vil flyene patruljere over et bestemt område, hvorefter de vil kunne blive indsat af koalitionen, når der er behov for støtte, skriver forsvaret.

Luftstøtten kan være overvågningsopgaver eller bombning af mål.

– På sådanne overvågningsmissioner er flyene dog altid klar til at anvende våben, hvis der er behov for det, lyder det fra Forsvaret.

Siden første mission 16. oktober 2014 har de danske fly i alt fløjet 139 missioner og anvendt 93 bomber.

Det danske F-16 bidrag til den såkaldte Operation Inherent Resolve består af syv fly og op til cirka 140 mand.

Ud over F-16 bidrager Danmark også med et Hercules transportfly samt to hold trænere fra hæren, der skal vejlede og uddanne de irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker.

Det var et bredt flertal i Folketinget, som 2. oktober besluttede, at Danmark skal være med til at bekæmpe Islamisk Stat i Irak.

/ritzau/