Tre personer anholdt ved Jyllands-Posten med pistol og gevær-attraper


Da politiet efter en kort jagt fik standset bilen, og betjentene kiggede ind, så det nemlig ud til, at der lå både en pistol og et automatvåben i bilen. Betjentene holdt dog hovedet koldt, og det viste sig hurtigt, at der var tale om attrapper. Arkivfoto


Hvad der begyndte som et helt rutinemæssig tjek at en mistænkelig bil søndag aften kl. 19.38, kunne være endt helt galt, da føreren af bilen forsøgte at stikke af fra politiet ved Jyllands-Posten på Grøndalsvej i Viby.

LÆS OGSÅ: Politi: Vanvittig episode ved Jyllands-Posten
Da politiet efter en kort jagt fik standset bilen, og betjentene kiggede ind, så det nemlig ud til, at der lå både en pistol og et automatvåben i bilen. Betjentene holdt dog hovedet koldt, og det viste sig hurtigt, at der var tale om attrapper.

– Som situationen er i øjeblikket, særligt omkring Jyllands-Posten, så er det jo helt vanvittigt at køre rundt med, hvad der umiddelbart ligner automatvåben og så oven i købet forsøge at stikke af fra politiet. Vores beredskab er særligt skærpet, og vi tager altså ingen chancer, hvis det kommer dertil, så der er rigtig god grund til at tænke sig godt om, og ikke opføre sig dumt, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen.

De tre personer i bilen, to mænd på 21 år og en mand på 19 år, alle fra Aarhus, blev anholdt og bragt til politigården. De er alle tre sigtet for trusler på livet, ved at køre rundt med synlige ”våben” i umiddelbar nærhed af Jyllands-Posten og Kurt Westergaard. De er desuden sigtet for hæleri, da politiet mener attrapperne stammer fra et tidligere indbrud.

Politiet har efterfølgende ransaget hjemme hos de tre mænd, hvor der blandt andet blev fundet en peberspray, ulovligt fyrværkeri og noget hash, som der også er rejst sigtelse for. De tre mænd er løsladt efter endt afhøring.