Terrordømte danskere kæmper for Islamisk Stat


I 2013 kom den 25-årige igen i politiets søgelys, da han stod bag overfaldet på digteren Yahya Hassan, hvilket gav ham en fængselsdom på fem måneder. Arkivfoto


Tre af de mere end 100 Syrienskrigere, der er rejst ud fra Danmark, har ifølge magasinet DR2 Nu’s oplysninger været involveret i danske terrorsager.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Alle tre kæmper med den brutale jihadist-gruppe Islamisk Stat, IS. En af dem er en 25-årig mand, som i forbindelse med terrorsagen i Glostrup i 2005 blev idømt syv års fængsel.

I 2013 kom den 25-årige igen i politiets søgelys, da han stod bag overfaldet på digteren Yahya Hassan, hvilket gav ham en fængselsdom på fem måneder.

De to andre unge mænd, som kæmper med IS, blev anholdt af Politiets Efterretningstjeneste, PET, i 2012 ifølge DR2 Nu.

PET mistænkte dengang mændene for at være med til at planlægge et terrorangreb i Danmark, men sigtelsen blev siden droppet. I stedet blev de to alene dømt for ulovlig besiddelse af automatvåben.

Den ene af mændene – en dansktyrker – er ifølge DR2 Nu død i Syrien. Den anden – en danskegypter – er der stadig sammen med sin danske kone.

Politiet er bekendt med de tre Syrienskrigere med forbindelse til danske terrorsager, men ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

PET vurderer, at mindst 100 personer er taget fra Danmark til Syrien. Mange af dem vil ifølge efterretningstjenesten udgøre en trussel, når de kommer hjem igen. Mindst 10 er blevet dræbt i kampene.

De udrejste fra Danmark er alt overvejende sunnimuslimske mænd i alderen 16-25 år. Der er også kvinder iblandt de udrejste danskere.

De væsentlige militante, islamistiske grupper er Jabhat al-Nusra (Nusra-fronten) og Islamisk Stat, IS. Mindst 10 danskere har kæmpet eller kæmper med IS ifølge PET.

/ritzau/