Brøndby: To unge skal flere år i fængsel for hjemmerøveri


Arkivfoto


To drenge på 18 og 17 har i går fået en dom på henholdsvis tre års fængsel og to år og ni måneders fængsel for et groft hjemmerøveri i Brøndby.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Hjemmerøveriet, der fandt sted den 25. april 2014 om aftenen, blev begået af i alt tre drenge. En 15-årig dreng fik i august måned tre års fængsel i sagen, og i går har de to medgerningsmænd altså fået dom på henholdsvis tre års fængsel og to år og ni måneders fængsel.

Når den ene gerningsmand fik en lavere straf, skyldtes det, at retten lagde til grund, at han havde haft en mindre aktiv rolle end de to andre, idet han havde holdt vagt, men ikke været med inde i huset.

Sagen kort.
To af drengene trængte ind i huset, mens den sidste holdt vagt udenfor. De var maskeret og medbragte en splatterpistol, som de truede offeret med, og de stjal kontanter, telefon og en bilnøgle fra hjemmet. Den 18-årige og 15-årige vendte senere samme nat tilbage til hjemmet og stjal bilen. De blev anholdt i den stjålne bil den 27. april 2014 og har siddet varetægtsfængslet siden.

– Dommen sender et klart signal om, at det er fuldstændig uacceptabelt, at folk udsættes for forbrydelser i deres eget hjem. Der er tale om meget alvorlig kriminalitet, når man begår et hjemmerøveri, og den der holder vagt straffes næsten lige så hårdt som dem, der udfører røveriet, siger senioranklager Natalja Fryd Lindberg.

Den ene modtog dommen og den anden ankede dommen til formildelse af straffen. Begge blev varetægtsfængslet efter dommen.