Arkivfoto
En 19-årig dansker, der siden juni har siddet fængslet i Libanon mistænkt for at kæmpe for blandt andet den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) erkender nu ifølge sin advokat, at han har kæmpet for den berygtede gruppe i Syrien. Det skriver Berlingske.
– Han ville hjælpe det syriske folk med at komme af med regimet. Han har kæmpet med forskellige grupper, først Ahrar al-Sham og derefter Jabhat al-Nusra. Herefter kom han til de allerforreste dele af kampene og kæmpede for IS, inden han ankom til Libanon, siger advokaten Fawaz Zakaria til avisen.
Danskeren, som ifølge de libanesiske myndigheder tog fra København via Tyrkiet til Syrien sidste år, blev taget som fange af Ahrar al-Sham, som kunne genkende ham, da han tidligere havde kæmpet for netop denne gruppe.
Ifølge en libanesisk sikkerhedskilde blev den 19-årige skånet, fordi medlemmer af Ahrar al-Sham kendte den unge mands far, der også bor i Danmark, særdeles godt.
Herefter ankom han til Libanon, hvor han kom i myndighedernes varetægt og ifølge familiens udsagn udsat for overgreb. Han står i Libanon anklaget for at have kæmpet for IS i Syrien, men også for at have deltaget i kampe i Libanon.
Ifølge faderen var han blot i Libanon for at besøge familie, men ifølge et libanesisk medie har hele familien tilknytning til IS.
– Hele familie er en del af IS. Faderen er kendt af de libanesiske myndigheder for at være en af de ledende bagmænd bag trafikken af jihadister fra Europa til regionen, påstår en libanesisk sikkerhedskilde over for internetmediet Al-Monitor ifølge Berlingske.
/ritzau/