Efterlyst tysk kvinde boede fire uger i skov ved Sønderborg


Arkivfoto


I godt fire uger har en 42-årig kvinde fra Bayern i Sydtyskland boet i en skov ved Sønderborg.

Like localeyes.dk på Facebook

Det var en landmand, som mandag fik øje på kvinden og ringede til politiet for at fortælle om hende, skriver Flensborg Avis.

Den forkomne kvinde havde tydeligvis opholdt sig i skoven i en længere periode, og da betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi fandt hende, fortalte hun da også, at hun havde boet i skoven i længere tid.

Fire ugers ophold i skoven havde tæret på kvinden kræfter, og hendes tilstand var meget skrøbelig.

Politiet kunne dog fastslå, at der var tale om en tysk kvinde, og derfor bad man det tyske forbundspoliti om hjælp.

Da kvinden var blevet overleveret ved den gamle grænseovergang ved Padborg, kunne man hurtigt fastslå, at der var tale om en 42-årig kvinde fra Bayern, som var meldt savnet.

Inden kvinden kan bringes hjem til Bayern, er hun dog blevet indlagt på sygehuset i Flensborg for at få tilset de skader, som hun har pådraget sig i sine fire ugers eksil i skoven, skriver Flensborg Avis.

/ritzau/