Dna-fusk koster læge otte måneders fængsel


Arkivfoto


En 39-årig læge er idømt otte måneders ubetinget fængsel for at fuske med en dna-prøve i en faderskabssag og afgive falsk forklaring i retten. To andre læger er fredag ved Retten i Lyngby blevet frikendt i sagen for medvirken til bedrageri.

Den 39-årige læge lavede ulovlige krumspring med en lægeerklæring og dna-test for at undgå at blive ikendt faderskabet til et barn.

– Retten har således fundet, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at han har haft til forsæt at forsøge at unddrage sig faderskabet og betaling af børnepenge, og at han i den forbindelse har gjort brug af dna-prøver vedrørende en anden ukendt person, hedder det i dommen.

En 38-årig læge var tiltalt for at have hjulpet den nu dømte 39-årige med at lave en dna-prøve til faderskabssagen, der viste, at denne ikke var faren.

En anden lægekollega – en 40-årig mand – var tiltalt for at hjælpe med en urigtig lægeerklæring om, at den 39-årige var for syg til at få taget dna-prøve.

Retten mener ikke, at der er bevis for, at “de pågældende havde haft forsæt til at medvirke til bedrageri eller i øvrigt til at begå forbrydelse i offentlig tjeneste eller vedrørende bevismidler”.

Det gælder “uanset den uhensigtsmæssige og letsindige fremgangsmåde ved udfærdigelse af lægeerklæringen og dna-prøvetagningerne”, oplyser retten.

Senioranklager Jakob Buch-Jepsen krævede hovedmanden i sagen, den 39-årige læge, idømt mindst 10 til 12 måneders fængsel.

– Det er på tide, at sagen får en ende. Han har trukket en kvinde og et barn rundt i manegen alt for længe i et årelangt skuespil, og han har trukket to lægekolleger med i faldet, sagde Jakob Buch-Jepsen under sin procedure i retten.

Han kaldte også sagen for “skødesløst, misforstået kammerateri”.

De tre læger har nægtet sig skyldige.

/ritzau/