Arkivfoto
Den Uafhængige Politiklagemyndighed har rejst sigtelse mod en sjællandsk politimand for at stjæle penge fra en død mands pung.
Det formodede tyveri fandt sted torsdag i sidste uge, og fredag anholdt politiklagemyndigheden med bistand fra Rigspolitiets Rejsehold politimanden.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed oplyser, at politimanden ved anholdelsen var i besiddelse af et kontant pengebeløb, som svarer til det beløb, der angiveligt er blevet stjålet.
Hvor mange penge det drejer sig om, vil politiklagemyndigheden dog endnu ikke røbe.
– Vi vil på nuværende tidspunkt ikke kommentere de nærmere detaljer i sagen af hensyn til den videre efterforskning, fortæller specialkonsulent Christian Otto fra politiklagemyndighedens juridiske afdeling.
Det var i forbindelse med en almindelig politiforretning hos en mand, som var afgået ved døden i eget hjem, at det angivelige tyveri fandt sted.
Dagen efter fik politiklagemyndigheden kendskab til mistanken, og man kontaktede Rigspolitiets Rejsehold, som man bad anholde politimanden og ransage hans hjem.
Christian Otto vil på nuværende tidspunkt ikke fortælle nærmere om, hvordan man fik mistanke mod politimanden.
Politiklagemyndigheden kan bede Rigspolitiet om hjælp i sager, hvor man skønner, at der skal handles hurtigt. Og i denne sag vurderede man, at der var risiko for, at den sigtede ville “bortskaffe bevis”, som det hedder på juristsprog.
– Vi dækker hele landet, men befinder os fysisk i Aarhus. Og denne her sag foregår på Sjælland, så vi vurderede, at der ville gå for lang tid, hvis vi selv skulle køre derover. Men vi ankommer til stedet efter anholdelsen, fortæller Christian Otto.
Ifølge politiklagemyndigheden blev der også foretaget ransagning hos den mistænkte, som efter at være blevet afhørt igen blev sat på fri fod.
Christian Otto ønsker ikke at oplyse, hvordan politimanden forholder sig til den rejste sigtelse.
/ritzau/