Islamisk Stats (IS) offentliggørelse af endnu en videohenrettelse lørdag understreger det akutte behov for at stoppe den islamistiske gruppe, hvilket står øverst på dagsorden, når en international koalition mødes mandag i Paris.
Frankrig er vært for mødet, hvor de 10 lande i kernekoalitionen, deriblandt Danmark, skal diskutere, hvordan man kan bekæmpe IS, hvis fremmarch i Irak bekymrer, og hvis barbariske metoder skaber rædsel verden over.
Siden USA på et Nato-topmøde i Wales for lidt over en uge siden inviterede ni lande med til at bekæmpe gruppen, er koalitionen vokset betydeligt.
– Vi har siden Nato-topmødet rejst rundt og forsøgt at få større opbakning i den islamiske verden. Og det er heldigvis lykkedes, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).
Blandt de deltagende er Saudi-Arabien og flere andre mellemøstlige lande, som generelt oplever det største problem, hvad angår antal af jihadister, der tilslutter sig Islamisk Stat.
– Det er vigtigt, at de arabiske lande også indgår militært, lige som det er vigtigt at understrege, at der bliver behov for en række forskellige indsatser, hvor den militære kun er en.
– Vi skal have sat ind økonomisk og militært, vi skal have stoppet finansieringen, og vi skal have stoppet tilgangen af unge mennesker, siger udenrigsministeren.
Landene i kernekoalitionen blev inviteret med af USA, da de i forvejen på forskellig vis var engageret i problemerne i Irak, blandt andet med støtte til de grupper, som undertrykkes af IS.
Det er blevet understreget af både USA’s præsident, Barack Obama, og blandt koalitionspartnerne, at det militære og humanitære initiativ ikke skal mistolkes som en kamp mod islam eller en strid mellem grene af religionen.
– Det er helt afgørende at få det gjort krystalklart, at det her ikke er en kamp mellem Vesten og islam eller mellem sunni og shiamuslimer men mellem moderate og islamistiske kræfter. Det er en fælles kamp mod ekstremismen, siger Lidegaard.
I USA har IS’ halshugning af først den amerikanske journalist James Foley for knap en måned siden og efterfølgende landsmanden Steven Sotloff vendt en generel tøven mod nye militære indgreb i Irak til et udbredt ønske om at handle.
Lørdag offentliggjorde Islamisk Stat en video, hvor den britiske hjælpearbejder Davis Haines henrettes.
/ritzau/