Arkivfoto
Vraget af den helikopter, som styrtede ned i farvandet mellem Røsnæs og Samsø fredag d. 5/9-2014, er i dag fredag d. 12/9-2014 under gunstige vind- og vejrforhold blevet bjærget fra den position, hvor det allerede på ulykkesdagen blev lokaliseret.
Midt- og Vestsjællands politi og Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane fik assistance fra flådefartøjet “Rota” med dykkere samt et civilt bjærgningsfartøj med kran til bjærgningen af vraget fra ca. 17 meters vanddybde.
Indtil nu har man bjærget det ødelagte hovedskrog og haleroret samt diverse mindre helikopterdele.
Vragdelene skal nu gennemses af politiets kriminalteknikere, inden vraget fragtes til nærmere undersøgelse hos Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, der skal forsøge at klarlægge årsagen til ulykken.
Politiet vil nu afvente undersøgelsesrapporten fra Havarikommissionen, før politiet afgør, om der skal ske yderligere efterforskning for at klarlægge, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.