Tiltalte i hashsag risikerer regninger på 45 millioner


Christiania d.13 marts


Den første ud af flere sager om hashhandel på Christiania begynder fredag. Sagen med 77 tiltalte er så omfattende, at anklagemyndigheden har valgt at dele den op i seks.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

For den enkelte tiltalte kan det blive en dyr affære, at sagerne kører sammen med minimum ni andre tiltalte over mindst 30 retsmøder.

Det vækker kritik fra blandt andet forsvarsadvokat Hugo Steinmetz, der frygter de massive sagsomkostninger, hvis hans klienter skulle gå hen og blive dømt.

LÆS OGSÅ: 80 anholdte i kæmpe politiaktion mod hashmarked
Han påpeger, at med anklagemyndighedens opdeling kommer en vis del af retsmøderne til at handle om ting, som ikke vedrører hans klienter.

– Hvis en af mine klienter i værste fald bliver dømt, vil jeg meget klart – og det er jeg ikke i tvivl om, at alle mine kolleger vil – gøre opmærksom på, at omkostningerne skal splittes op, og så må det offentlige bære en del af regningen, siger advokaten.

LÆS OGSÅ: En hær af betjente ved byretten i København
Taksten for en forsvarsadvokat ligger på 14.500 kroner for en dag på seks timer, ifølge domstol.dk.

Til flere af retssagerne er der afsat godt 40 retsmøder, hvilket betyder en potentiel regning på knap 600.000 kroner til hver af de tiltalte, hvis de bliver dømt.

I alt kan udgifterne til forsvarsadvokater, ifølge Ritzaus beregninger, løbe op i omkring 45 millioner kroner for de seks sager.

Hugo Steinmetz er forsvarer for tre tiltalte – herunder en mand, hvis sag begynder fredag, hvor 12 andre også er tiltalt. Han så hellere, at sagerne var delt op i meget mindre grupper, hvilket han også mener, ville være mere effektivt.

LÆS OGSÅ: Politiet overvågede 27 hashboder på Christiania
Men det afviser advokaturchef Steen Bechmann Jacobsen i Københavns Politi. Han forklarer, at sagen egentligt skal ses som én stor sag, men logistisk var det ikke muligt med 77 tiltalte.

– Det er mange forskellige faktorer, der har spillet ind. Principielt kan man sige, at vi kunne have ført én stor sag. Men der er det, at logistikken spiller ind og sætter nogle begrænsninger, siger han.

En af grundene til Hugo Steinmetzs model ikke dur, er, ifølge advokaturchefen, faktisk af hensyn til den enkelte tiltalte.

– Der er en meget stor risiko for, at sagerne ikke vil kunne blive fremmet hurtigt nok. Det vil sige, at den enkelte tiltalte ikke vil nå at få dom før om meget lang tid, siger han og påpeger, at det er op til retten at tage stilling til sagsomkostninger – ikke anklagemyndigheden.

På Pusherstreet bliver der solgt hash fra en række boder. Det er disse boder, som politiet blandt andet har overvåget nøje, og som de seks sager er blevet inddelt efter.

/ritzau/