Sprængfarlige kemikalier fundet på skole


Arkivfoto


Københavns Vestegns Politi har rømmet et kemilokale på Vestegnen HF og VUC i Albertslund, fordi der er sprængfarlige kemikalier i lokalet. Kemikalierne skal destrueres, oplyser politiet.

– I første omgang har vi afspærret et område på omkring 50 meter lige uden for, hvor det farlige stof skal bringes ud i en sikker beholder, oplyser vagtchef Peter Grønbæk fra Københavns Politi.

Det er sølvnitrid, der årsag til al postyret. Vagtchefen forklarer, at stoffet bliver sprængfarligt, hvis det står for længe.

– Der har stået en 8-10 reagensglas med sølvnitrid. Det skal destrueres relativt hurtigt, da det ellers kan blive sprængfarligt. Det er af en eller anden grund ikke sket, fortæller Peter Grønbæk.

Situationen er dog ikke så farlig, at eleverne får fri. Ifølge vagtchefen fortsætter den almindelige undervisning.

Det var fredag morgen klokken 10.19, at politiet fik en anmeldelse om de farlige kemikalier.

Nu skal reagensglassene transporteres ud af vinduet på kemilokalet og bagefter ud til et åbent areal, hvor de skal destrueres.

– Derude afspærrer man 200 meter. Det varer næppe så længe, før at de er færdige, siger vagtchefen.

Det er ammunitionsryddere, der står for at destruere kemikalierne.

/ritzau/