I sagen om den organiserede kokain-service i København har politiet netop sendt en stor stak anklageskrifter i retten.
51 af de mennesker, som sigtes for at have købt hos de såkaldte hvide bude, vil nu blive indkaldt til retsmøder, oplyser politiet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDet skyldes, at de har afvist det bødeforelæg, som politiet har udsendt.
I komplekset har Københavns Byret netop afgjort den første sag mod en køber, der ligeledes nægtede sig skyldig.
– Han er blevet dømt helt efter anklageskriftet, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi.
Kunden er idømt en bøde på 12.000 kroner for køb af seks gram.
I sagen har politiet registreret i alt cirka 230 kunder, og flertallet har valgt at efterkomme bødeforlægget. Bødekravet er samlet set på en lille million kroner.
Efter at have læst mediernes omtale af sagen har nogen meldt sig selv, fordi de havde bestilt stof via firmatelefonen.
Det var i december sidste år, at narkobetjente anholdt de to formodede leverandører.
Som en ekstra bonus ved aktionen fandt betjentene et kartotek over kundekredsen, som blandt andet omfattede journalister, advokater og andre i såkaldt pæne stillinger.
For nylig har anklagemyndigheden rejst tiltale mod de to formodede leverandører.
Og påstanden er, at de fra oktober til december sidste år leverede samlet set et kilo kokain og 100 gram ecstasy til kunder især i København.
Desuden anklages de for besiddelse af 1,8 kilo kokain og et lille kilo ecstasy. De nægter sig skyldige.
/ritzau/