Kokainkunder vil snart få besøg af politiet


Efterforskning og anholdelse i går af to såkaldte ”hvide bude” afslører deres kunder, der kan forvente en henvendelse fra Københavns Politi for besiddelse af ulovlige stoffer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi, anholdt i går først på eftermiddagen to mænd på henholdsvis 27 og 37 år, der er mistænkt for at have ageret ”hvide bude” – det vil sige leveret kokain til kunder.

I forbindelse med ransagninger på deres bopæle i København blev der hos den 27-årige fundet 1 kg kokain og 274.000 kr. Desuden 791 gram kokain i salgsposer a 1 gram og 841 gram MDMA (ecstacy), hvoraf en del var i poser á 1 gram.

Hos den 37-årige blev der fundet 13 gram kokain i 1 grams poser og 16 gram MDMA ligeledes i 1 grams poser samt 75.000 kr..

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag. Anklagemyndigheden vil ikke begære lukkede døre.

Københavns Politi, Afdelingen for organiseret kriminalitet, har siden ultimo oktober efterforsket en sagen om handelen med kokain, levetet af et ”hvidt bud”. Kontakten mellem kunden og pusheren skete udelukkende via sms-beskeder på telefon 2291 0102. Der blev ved bestilling af kokain blev brugt navne som Caroline og Carlo. Stoffet kunne leveres i to forskellige styrker (”rød” eller ”grøn”) til henholdsvis 700 kr. og 1000 kr. pr. gram. Der kunne i perioder tilsvarende købes MDMA, som gik under navnet Emma.

I perioden fra 1. november og frem til 16. december har Københavns Politi fulgt med i over 700 handler. Det svarer til salg af ikke under 700 gram kokain eller ecstacy/MDMA, for i flere tilfælde er leveret mere end 1 gram ad gangen.

– Pusher-telefonen har været aktiv siden januar måned. Vi har fulgt med i trafikken på telefonnummeret den seneste halvandet måneds tid, og her er kundekartoteket på ca. 200 personer. De fleste har benyttet egen telefon eller firmatelefon fast abonnement, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret Kriminalitet, Københavns Politi.

– Kunderne, der har bestilt og fået leveret ulovlige stoffer, kan forvente en henvendelse fra os i begyndelsen af det nye år, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Køb af kokain og MDMA straffes med bøde. Første gang 3.000 kr., anden gang 4.500 kr., tredje gang 6.000 kr. – helt op til 16.000 kr. Dette vil desuden fremgå af den private straffeattest i to år og af den offentlige straffeattest i 10 år. Det kan have betydning for ansættelse i henholdsvis private og offentlige virksomheder.

– Kokain produceres, smugles og sælges af organiserede kriminelle netværk. Når man køber kokain støtter man dermed organiserede kriminelles levevej og den kriminalitet, som følger med. Vi kan se, at kunderne kommer fra alle samfundslag, siger Steffen Thaaning Steffensen.