Københavns Politi får ekstrabevilling på 20 mio. kr. til bandebekæmpelse


Politiet fastholder presset mod den åbenlyse handel med stoffer i København og sætter yderligere fokus på bekæmpelse af bandernes kriminelle aktiviteter og ulovlige økonomi

Like localeyes.dk på Facebook

Rigspolitichefen har besluttet at tildele Københavns Politi en merbevilling på 20 mio. kr. til bekæmpelse af bandekriminalitet. Pengene, der kommer fra Rigspolitiets særlige puljemidler, skal sikre, at den bredspektrede indsats mod organiseret kriminalitet i hovedstadsområdet kan fortsætte – både på gadeplan, i efterforskningen og i retssalen.

LÆS OGSÅ: Exit fra rocker- og bandemiljøet er svært i praksis

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg siger:

“Bekæmpelse af organiseret kriminalitet er en topprioritet for politiet. Det gælder både i forhold til bandernes håndlangere, som skaber utryghed på gadeplan, og i forhold til bagmændene, som tjener de store penge på organiserede kriminelle aktiviteter som narkohandel, hvidvask af penge og andre former for økonomisk kriminalitet.”

LÆS OGSÅ: Årsrapport: Rockere og bandemedlemmer fik 637 års fængsel

Københavns Politi har siden 2012 lagt et meget betydeligt og vedvarende pres på de kriminelle grupper, som står bag den organiserede kriminalitet i hovedstadsområdet. Samlet set er der afsat næsten 300 retsdage i efteråret, hvor det største antal samtidige straffesager i nyere tid skal gennemføres mod ca. 100 tiltalte fra de kriminelle miljøer i både Pusherstreet og Jægersborggade.

”Vi kan se, at indsatsen virker, og at den har svækket de kriminelle grupper. Både gennem de mange fængslinger og gennem rekordstore beslaglæggelser af hash, våben og penge. Og indsatsen slutter ikke her. Politiet følger op og slår ned på det, når der dukker nye, utryghedsskabende kriminelle markedspladser op i de særligt udsatte boligområder og andre steder i byen. Det kræver en vedvarende patruljeindsats og målrettet lokalpolitiarbejde.”

LÆS OGSÅ: Bandefolk bugner i landets fængsler

Et langt sejt træk er i gang, og et travlt forår må forventes at blive efterfulgt af et travlt efterår. Kriminalitetsbekæmpelsen i København kræver en mangesidet indsats, som med borgernes tryghed i centrum skal have fokus på både det synlige, udadvendte politiarbejde og på den bagvedliggende analyse, efterforskning og retsforfølgning, som er nødvendig for at bekæmpe den skjulte, men ofte mest alvorlige del af kriminaliteten.

”Med merbevillingen på 20 mio. kr. sikrer vi, at Københavns Politi og Anklagemyndighed fortsat har den operative og økonomiske styrke til at gå forrest i løsningen af denne vigtige samfundsopgave. Heri ligger også fra min side en stor anerkendelse af de gode resultater, som Københavns Politi har opnået, og det store arbejde, som hver dag løftes af vores mange dygtige ansatte, som går forrest i kampen mod banderne på trods af det ekstra arbejdspres og de personlige omkostninger, det medfører for dem og deres familier,” siger rigspolitichefen.

Samtidig med den målrettede politioperative indsats fortsætter arbejdet med at modernisere og effektivisere Københavns Politi med henblik på at sikre, at alle opgaverne løses så godt og omkostningseffektivt som muligt.