Forsvarsminister Nicolai Wammen skal hoste op med en god forklaring omkring den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA’s angivelige adgang til informationer fra internetkabler i Danmark.
Det mener Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, som nu kalder forsvarsministeren i samråd om sagen. Villumsen kræver ministerens svar på, hvordan lovgivningen giver tilladelse til den form for overvågning.
– Dette hul skal lukkes, så borgernes ret til privatliv beskyttes, siger Nikolaj Villumsen i en pressemeddelelse.
Baggrunden for ordførerens reaktion er nye afsløringer bragt i dagbladet Information fra amerikaneren Edward Snowden, som tidligere har arbejdet i det amerikanske efterretningsvæsen.
Ifølge de oplysninger, som Snowden er kommet frem med, så skulle Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i Danmark indgå i et tæt samarbejde med NSA om tapning af data fra såkaldte fiberkabler.
– Afsløringen er en bombe i den danske overvågningsdebat. Nu har vi klart dokumenteret, at FE er dybt involveret i masseovervågningen i samarbejde med NSA. Det er ganske enkelt uacceptabelt, siger Nikolaj Villumsen.
Problemet med tapningen er ifølge Villumsen, at informationerne kan have personfølsom karakter, og at der derfor er tale om et overgreb på grundlæggende rettigheder.
– Det er dybt grænseoverskridende, at NSA har adgang til e-mails, sms’er og telefonsamtaler. Det er en krænkelse af vores grundlæggende frihedsrettigheder, som regeringen burde værne om, siger Nikolaj Villumsen.
/ritzau/