Bodil Jørgensen alvorligt kvæstet under filmoptagelser


En person er blevet kørt til skadestuen, efter at en ulykke har ramt optagelserne til den nye Far til fire-film i Vester Vedsted på Mandø.

Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt en pressemeddelelse på, at en kvindelig skuespiller på 53 år, er indlagt på Sydvestjysk Sygehus med alvorlige kvæstelser.

Ifølge BT skulle det være Bodil Jørgensen, der er kommet til skade.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Der er sket et uheld i forbindelse med filmoptagelserne. Vi har kørt en på skadestuen i Esbjerg, oplyser vagtchef Allan Dalager.

– Der er sket en ulykke under optagelserne til filmen, og Bodil Jørgensen er blevet kørt på hospitalet. Det er alt, hvad jeg ved på nuværende tidspunkt, fortæller direktør i ASA-Filmproduction, Henrik Møller-Sørensen, til bt.dk.

Ifølge jv.dk skulle to personer være kørt på hospitalet. Den anden skulle ifølge avisen være Kurt Ravn, men Henrik Møller-Sørensen oplyser til bt.dk, at Kurt Ravn ikke er kommet til skade.

Bodil Jørgensen spiller Fru Sejersen i filmen, mens Kurt Ravn er onkel Anders. Kurt Ravn er ifølge jv.dk blevet set siddende på forsædet af en ambulance, som blev eskorteret af to politimotorcykler.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 06.40 i morges. Optagelserne er i disse dage i gang ved Vadehavet.

LÆS OGSÅ: Tommy Kenter stangstiv i Tivoli

Filmen skal hedde “Far til fires vilde ferie”. Sigrud Philip Dalgas skal igen spille Lille Per, mens Jesper Asholt spiller faren. Også Karoline Hamm, Rasmus Johnbeck og Emilie Werner Semmeltoft spiller med i filmen, der ventes at få premiere i efteråret 2015.

/ritzau/