Wozniacki fortsætter nedtur på rangliste


1. runde-exit’en ved French Open i forrige uge blev dyr for Caroline Wozniacki.

På den seneste verdensrangliste, som blev offentliggjort mandag, er den danske tennisspiller dumpet to pladser ned, så hun nu indtager 16.-pladsen.

Caroline Wozniacki er blandt andre blevet overhalet af French Open-semifinalisten Eugenie Bouchard fra Canada, som tager et spring på fire pladser op til 12.-pladsen.

Spanske Carla Suárez Navarro holder fast i sin 15.-plads, så hun nu er en enkelt placering over Caroline Wozniacki.

I toppen troner amerikaneren Serena Williams fortsat suverænt, selvom hun sensationelt måtte forlade French Open allerede i 2. runde.

Kineseren Li Na holder fast i sin andenplads.

Den nykårede French Open-mester, russiske Maria Sharapova, hopper tre pladser op til en femteplads, mens den tabende finalist, rumænske Simona Halep, forbedrer sig en enkelt placering, så hun nu er nummer tre.

Hos mændene topper French Open-mesteren Rafael Nadal fra Spanien fortsat foran turneringens tabende finalist, serberen Novak Djokovic.

/ritzau/