Anklage: Kosovo-albanere høstede organer fra serbiske krigsfanger


En strittende tommelfinger og et stort smil har været Hashim Thacis varemærke i flere politiske valgkampe, siden han som leder af Kosovos Befrielseshær for 15 år siden nedkæmpede det serbiske styre.

Like localeyes.dk på Facebook

Tommelfingeren har været på spil igen i denne uge før søndagens parlamentsvalg, hvor han håber at sikre sig en tredje periode som premierminister.

Thaci og valget kommer imidlertid til at stå i skyggen af beskyldninger om krigsforbrydelser i en aktuel EU-efterforskning, hvis konklusion snart kommer for en dag.

Efterforskningen når helt til toppen af Thacis parti Kosovos Demokratiske Parti (PDK).

Ifølge en rapport fra Europarådet solgte etnisk albanske oprørere fra KLA, blandt dem Thaci, organer fra serbiske fanger under den daværende konflikt.

En diplomat, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, fortæller, at den aktuelle EU-undersøgelse af organhandlen er udskudt til efter parlamentsvalget for at undgå, at den forstyrrer afstemningen.

Kosovoalbanske ledere med baggrund i KLA kalder undersøgelsen et forsøg på at tilsværte deres frihedskamp mod Slobodan Milosevics styre.

– Vi har intet at skjule for vores venner og partnere, siger Hashim Thaci.

– Der har tidligere være beskyldninger fra domstolen for krigsforbrydelser i Haag, og hærcheferne fra KLA sejrede over uretfærdighed og bagvaskelse. Krigen om Kosovo var en retfærdig krig.

Thaci har omtalt beskyldningerne om organhandel som en skandale, men underlagt pres fra Vesten er hans regering gået med på at etablere et ad hoc-tribunal.

Alle fire af hans partimedlemmer, som er nævnt i EU-efterforskningen, stiller op ved valget søndag. En af disse, Kadri Veseli, var sammen med Thaci, da han forleden talte med pressen i Gjakova.

Mange kosovoalbanere, som udgør 90 procent af befolkningen i landet, opfatter beskyldninger om organhandel som en hån, efter at de blev fordrevet og familiemedlemmer dræbt i tusindtal i slutningen af 1990’erne.

Kosovo har erklæret selvstændighed, og det anerkendes af flertallet af EU-lande. Blandt nabolandene står Serbien som eneste land, der ikke anerkender uafhængigheden.

Hashim Thaci erklærede i begyndelsen af maj, at man ville opløse parlamentet, da man ikke kunne enes om dannelsen af en hær i republikken, der blev udråbt i 2008.

Premierministeren annoncerede ved samme lejlighed valget til 8. juni.

/ritzau/Reuters