Teenager på cykel jagtede modne kvinder: Tog dem på bryster og bagdel


Fyns Politi har anholdt en 14-årig dreng, de mistænker ham for en række blufærdighedskrænkelser, hvor voksne kvinder er blevet befølt på bryster og bagdele.

Like localeyes.dk på Facebook

Det handler i alt om fire episoder, der er sket i Åløkkeskoven i Odense, oplyser politiet.

Den 31. maj blev en 41-årig kvinde befølt på brystet af en dreng, da han cyklede forbi hende.

Dagen forinden var en 78-årig kvinde blevet antastet af en dreng, der spurgte til klokken, og ved samme lejlighed tog han den ældre kvinde gentagne gange på bagdelen.

Herefter gik der et par dage uden overgreb, men snart blev jagten på modne kvinder genoptaget.

Onsdag den 4. juni gik det ud over en 51-årig kvinde. Hun blev antastet af en dreng på cykel, der råbte efter hende, mens han lod som om, han skulle lade sit vand. Og senere samme blev en 38-årig kvinde befølt på numsen af en dreng, mens han cyklede forbi.

Den formodede blufærdighedskrænker blev fredag samlet op i sin skole af politiet. Det skete, fordi en af de forurettede kvinder havde genkendt ham på gaden.

Drengen er blevet afhørt af politiet, men nægter ethvert kendskab til sagerne. Politiet er gået i gang med at undersøge, om den tilbageholdte dreng er gerningsmand til alle forholdene.

– Vi håber, at tilbageholdelsen og afhøringen af den 14-årige dreng nu har sat en stopper for krænkelserne, så det forhåbentlig er trygt at færdes i området igen. Det har været en meget ubehagelig oplevelse for de kvinder, det er gået ud over, siger politikommissær Michael Lichtenstein.

Da den formodede gerningsmand er under den kriminelle lavalder, vil han ikke blive straffet i retssystemet, men er nu overgivet til forældrene og de sociale myndigheder.