Hemmelig sag: Retten i Randers har fængslet 47-årig mand i fire uger


Retten i Randers har fredag formiddag varetægtsfængslet en 47-årig mand, som blev anholdt torsdag aften.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Hos Østjyllands Politi ønsker vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen ikke at oplyse noget om sagen.

– Jeg kan kun oplyse, at han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Fredagens retsmøde er foregået for såkaldt dobbeltlukkede døre, som er den mest hemmelige form for retsmøde, der findes.

Ofte ser man retsmøder, som foregår for lukkede døre. Her bliver sigtelsen mod den mistænkte læst op i en åben del af retsmødet, mens den sigtedes forklaring, og de beviser, som anklagemyndigheden fremlægger, hemmeligholdes.

Men når der er tale om et retsmøde for dobbeltlukkede døre, er også den del af retsmødet, hvor sigtelsen bliver læst op, lukket.

Ind imellem vil politi og anklagemyndighed – selv om der er tale om dobbeltlukkede døre – dog gerne oplyse, hvilken paragraf i straffeloven, der er rejst sigtelse efter. Men det afviser Jesper Bøjgaard også over for Ritzau at oplyse.

/ritzau/