Forsvunden dykker stadig ikke fundet – eftersøgning genoptages mandag


Politi og redningsberedskab måtte søndag aften indstille eftersøgningen efter en 45-årig mand fra Kongens Lyngby, der formodes druknet i Furesøen i Nordsjælland efter en dykkerulykke lørdag.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi har ledt hele dagen, men han er ikke fundet, og nu indstiller vi eftersøgningen for i dag, siger vagtchef Dan Houtved, Nordsjællands Politi.

Eftersøgningen vil blive genoptaget mandag.

LÆS OGSÅ: Efterladt på bunden af Furesø: Greb ud efter kammeraternes ilt
LÆS OGSÅ: Formodes død: Liget af forsvunden dykker endnu ikke fundet
Politiet fik lørdag kort efter klokken 13 en alarm fra Furesøbad om, at tre personer havde problemer omkring 500 meter fra land.

De tre viste sig at være dykkere, og de blev hurtigt reddet i land. De oplyste, at en fjerde dykker manglede.

Derfor blev en redningshelikopter, redningsbåde og dykkere sat ind for at lede efter den savnede dykker, der ifølge de tre andre var kommet i vanskeligheder under en manøvre på bunden af søen.

Lørdag lykkedes det ikke at finde den savnede mand, og politiet anser det for umuligt at finde ham i live, idet han i forbindelse med hændelsen på bunden af søen angiveligt havde opbrugt sin ilt eller kun havde ilt til få minutters dykning.

Søndag undersøgte et fartøj fra marinehjemmeværnet søbunden med sonarudstyr, der er beregnet til at lokalisere genstande under vand, men igen var eftersøgningen resultatløs, oplyser vagtchefen.

Det er endnu uklart, hvad der gik galt for dykkerne. En af dem, der fik sit mundstykke revet ud af munden, mens han befandt sig på bunden, fik det dårligt og måtte til Rigshospitalet til kontrol.

Alle fire dykkere var tilknyttet en lokal dykkerklub, og de var alle relativt rutinerede. En var under uddannelse til instruktør. Den savnede har omkring 30 dyk bag sig.

Ifølge Naturstyrelsen er Furesøen med en dybde på 37,7 meter Danmarks dybeste sø.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq