Venstre styrtdykker: Tæt på ny bundrekord


Uroen omkring Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen kan tydeligt aflæses i den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

21,2 procent af vælgerne støtter ifølge målingen Venstre, hvis der var valg i morgen. Det er den næstlaveste Venstre-måling i de 12 år, Voxmeter har lavet meningsmålinger for Ritzau.

Den laveste måling fandt også sted i Løkkes regeringstid. Den 1. november 2010 stod Venstre til blot 18,7 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅ: Kristian Jensen på krigsstien: Er klar til formandsposten
Venstre er siden den 4. maj i år gået 6,6 procentpoint tilbage i Voxmeter-målingerne. Det er sket samtidig med, at uheldige sager er væltet ned over Lars Løkke Rasmussen i den seneste måned.

Det er blandt andet kommet frem, at partiet har indkøbt tøj for over 150.000 kroner til formanden.

Da Venstre i kølvandet på den massive kritik af formanden opnåede et skuffende resultat ved europaparlamentsvalget den 25. maj, valgte Lars Løkke Rasmussen at indkalde til et hovedbestyrelsesmøde for at drøfte, hvordan partiet skal rejse sig.

Op til mødet, der finder sted på tirsdag i Odense, har 14 af Venstres 98 kommuneforeninger meldt ud, at de ønsker en ny partiformand.

TV2 erfarer søndag, at en gruppe på unavngivne 10-12 Venstre-folketingsmedlemmer arbejder på at indkalde til et ekstraordinært landsmøde med henblik på at få valgt en ny formand.

En måling, som Epinion har foretaget for DR, viser, at 25 procent af Venstres vælgere foretrækker Lars Løkke Rasmussen som partiformand, mens 30 procent peger på næstformand Kristian Jensen.

Socialdemokraterne er det største parti i Voxmetermålingen med 22,7 procent. Venstre følger efter, men Dansk Folkeparti er tæt på at overtage positionen som næststørst. DF, der bliver målt til at være 7,8 procentpoint større end ved valget i 2011, er blot 1,1 procentpoint efter Venstre.

På trods af Venstres nedtur står blå blok stadig til en solid valgsejr. Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance får ifølge målingen 92 mandater, mens rød blok tilsammen ligger til 83.

Voxmetermålingen er baseret på telefoninterview med 1035 repræsentativt udvalgte personer. Der er en statistisk usikkerhed på maksimalt 2,6 procent.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq