Efterladt på bunden af Furesø: Greb ud efter kammeraternes ilt


Søndag eftermiddag fortsatte eftersøgningen af dykkeren, som lørdag forsvandt i Furesø. Han dykkede med tre kammerater, som måtte efterlade ham på bunden af søen, da han greb ud efter deres iltapparater.

LÆS OGSÅ: Formodes død: Liget af forsvunden dykker endnu ikke fundet
Ulykken skete lørdag, da fire personer dykkede sammen i Furesø i Nordsjælland.

Den nu forsvundne dykker kom i vanskeligheder under en manøvre på bunden af søen. Han greb ud efter de øvrige dykkeres luftslanger og mundstykker. Han fik revet mundstykket ud af munden på den ene af sine tre meddykkere.

Det gjorde at de tre dykkere måtte efterlade dykkeren i vanskeligheder og bjærge sig selv. De tre dykkere steg op til overfladen, hvor to af dykkerne afventede, mens den tredje dykker svømmede efter hjælp.

En person på land så dykkerne og hørte deres råb efter hjælp. Han slog alarm til Nordsjællands Politi. Klokken var da 13:08 om lørdagen.

Bådberedskab, dykkerberedskab og redningshelikopterblev alarmeret og sendt til Furesø sammen med politiets indsatsleder og yderligere patruljer.

De tre dykkere, som var kommet op til overfladen, blev reddet op af vandet. Dykkeren, der havde fået revet sit mundstykke ud af munden på bunden af søen, fik det dårligt og blev bragt til Rigshospitalet til kontrol. Han er søndag blevet udskrevet fra hospitalet.

Alle fire dykkere var tilknyttet en lokal dykkerklub. De var alle rimelig rutinerede dykkere og den ene af dem var under uddannelse til instruktør. Den forsvundne dykker, som var 45 år og fra Kongens Lyngby, havde omkring 30 dyk bag sig.