Nazi-glad tysker valgt til EU: Tyskland vil have partiet forbudt


Det højreekstremistiske tyske parti NPD får for første gang sæde i Europaparlamentet. Det viser den endelige stemmeoptælling.

Optællingen viser, at partiet får en procent af stemmerne, hvilket er nok til at sikre partiet én af Tysklands 96 pladser i parlamentet.

Partiet, der sidder i to østtyske delstatsparlamenter, har ikke tidligere opnået valg, fordi det har ligget under den hidtidige tyske spærregrænse på tre procent ved europaparlamentsvalg. Men den er nu blevet ophævet af forfatningsdomstolen.

NPD’s spidskandidat er den tidligere partiformand Udo Voigt, der er dømt for folkehetz for at hylde nazisternes stormtropper. De tyske delstater prøver for øjeblikket at få partiet forbudt.

Europaparlamentsvalget i Tyskland er overordnet set blevet en sejr for de tyske regeringspartier otte måneder efter forbundsdagsvalget. De går samlet set frem takket være fremgang for socialdemokraterne i SPD.

Men forbundskansler Angela Merkels CDU/CSU går tilbage, fordi det bayerske CSU har oplevet en sjælden vælgerlussing hjemme i Bayern.

Samtidig får euroskeptikerne i Alternative für Deutschland et godt første valg med syv procent af stemmerne.

Ifølge det endelige valgresultat går CDU/CSU 2,6 procentpoint tilbage og er stadig største blok med 35,2 procent af stemmerne, mens socialdemokraterne i SPD går 5,6 procentpoint frem til 27,3 procent.

De Grønne går en smule tilbage til 10,7 procent, og venstrepartiet Die Linke får 7,4 procent af stemmerne, mens valgets helt store taber er det liberale FDP, der bliver næsten halveret og ender med 3,4 procent efter at være røget ud af Forbundsdagen ved det tyske valg i september.

Højreekstremisterne i NPD er bare ét af et syv småpartier, der opnår valg takket være den bortfaldne spærregrænse. Iblandt dem er også Piratpartiet, Familiepartiet og Dyreværnspartiet.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq