Liget af en kvinde er lørdag morgen fundet i Mølleåen midt i Vejle. Det var en kommunalarbejder, der fandt kvinden i forbindelse med rensning af en rist i åen.
– Lidt efter klokken otte fik vi anmeldelsen, siger Martin Rasmussen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.
Politiet arbejder i øjeblikket på stedet for at sikre spor.
– Vi er fortsat i gang med at undersøge, hvad dødsfaldet skyldes, siger Martin Rasmussen.
Kvinden er endnu ikke identificeret, og hendes alder er derfor ukendt.
– Vi kan heller ikke sige, hvor længe hun har ligget i åen. Det skal den videre efterforskning opklare, siger Martin Rasmussen.
Mølleåen løber langs vejen Dæmningen i det centrale Vejle. Dæmningen var tidligere lørdag morgen spærret, men er nu genåbnet.
/ritzau/