Flere end ventet gymnasielærere varsles fyret

    Mængden af lærere, der står til at blive omfattet af en fyringsrunde på landets gymnasier, har vokset sig større end først antaget.

    I februar skrev avisen.dk, at 200 gymnasielærere var blevet varslet fyret. Fredag oplyser Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), at der nok nærmere bliver tale om 300 lærere. Det skriver A4 Medier.

    GL, der også stod bag optællingen i februar, baserer sine tal på indrapporteringer fra tillidsmænd eller lærere fra de enkelte skoler.

    Ifølge formand for GL Thomas Kepler er fyringerne en logisk konsekvens af årets finanslov.

    – Der sker det, som vi sagde til Folketinget og regeringen ville ske, hvis man vedtog finansloven for 2019. Så blev det et meget blodigt år, siger han til Ritzau.

    GL-formanden venter også, at der kan komme flere varslinger om fyringer.

    – Jeg tror ikke, at alle skoler endeligt har gjort, hvad der er behov for. Mange skoler har måske skubbet det foran sig og håbet på nogle bedre optagelsestal, siger han.

    /ritzau/