Detailkæde: Skjulte smøger sender salget til andre kæder

    Når cigaretter gemmes væk i nogle butikker, flytter salget over i de forretninger, der fortsat har smøgerne fremme.

    Det konkluderer Coops administrerende direktør, Peter Høgsted, efter at detailkæden har opgjort cigaretsalget for årets første måneder.

    – En række detailkæder gemmer tobakken væk, men fordi det ikke sker ad frivillighedens vej overalt, flytter tobakken bare fra kanal til kanal. Der sker ikke en egentlig reduktion, siger han.

    Salget i Coops butikker er steget med tre procent i de første måneder.

    Indtil videre har Coop kun gemt cigaretterne væk i Irma-butikkerne, hvor tobakssalget som følge er faldet med ti procent sammenlignet med samme periode sidste år.

    I detailkædens andre butikker, SuperBrugsen, Kvickly, DagliBrugsen og Fakta, vises smøgerne fortsat frem ved kasserne, og de har langet flere cigaretpakker over disken de seneste måneder.

    Salget er i disse butikker steget med mellem seks og syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.

    En del af den omsætning kommer også fra Salling Group, der blandt andet ejer kæderne Netto og Føtex. De gemte som de første cigaretterne væk i samtlige butikker.

    Flere politikere har tidligere henvist til, at det må være op til butikkerne selv at gemme cigaretterne væk. Det skal der altså ikke lovgives om.

    Ifølge Peter Høgsted skaber det dog problemer. Coop, Salling Group, Rema1000, Lidl og Aldi har indgået en aftale om at gemme cigaretterne, men de dækker ifølge Peter Høgsted kun omkring 30 procent af markedet.

    – Vi påstår, at når kun 30 procent af branchen tildækker cigaretterne, sker der bare en flytning af tobakssalget over i andre kanaler. Og det er jo lidt en molbohistorie, siger han.

    Peter Høgsted efterlyser, at politikerne vedtager, at cigaretter skal ud af syne.

    I Nærbutikkernes Landsforening, der er brancheforening for landets kiosker og nærbutikker, kalder landsformand Torben Pedersen det katastrofalt, hvis smøgerne skal pakkes væk.

    – Vi synes, det er en meget, meget dårlig idé. Cigaretter er en del af vores omsætning, så hvis Coop ikke ønsker at sælge cigaretter, vil vi da gerne overtage det salg, siger han.

    Alle personer over 18 år burde ifølge Torben Pedersen være voksne nok til at tage ansvar for egen sundhed.

    Coop stillede i oktober et borgerforslag om at få fælles lovgivning på området. Det har dog kun fået cirka 10.700 ud af de fornødne 50.000 underskrifter.

    Det øgede overskud fra cigaretsalget i Coops butikker ventes at løbe op i 2,7 millioner kroner. De penge vil detailkæden donere til Kræftens Bekæmpelse.

    /ritzau/