Første advarsel: Nazi-hærværk mod asylcenter og bil sat i brand


Arkivfoto


Der er natten til torsdag blevet begået groft hærværk mod Røde Kors-asylcentret Lyngbygård i Trustrup på Djursland.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser DR Østjylland.

Ukendte gerningsmænd har tegnet nazisymboler på centret. De har også skrevet på asylcentret, at dette er første advarsel.

Der er ligeledes blevet sat ild til en bil på centret, som huser omkring 120 asylsøgere.

Trods beskeden, om at det er første advarsel, er det tredje gang, at samme asylcenter er udsat for hærværk inden for et halvt års tid.

Brandvæsnet fra Grenaa slukkede ilden og er ikke længere til stede på centret.

Østjyllands Politi bekræfter hærværket, men har i øjeblikket ikke flere kommentarer.

4. august skrev Århus Stiftstidende, at det var anden gang inden for fem måneder, at der var begået hærværk mod det tidligere plejehjem Lyngbygård.

Der var dengang skrevet tekster og malet nazisymboler samt beskeden “Go home!”.

Desuden optrådte teksten “DNSB”, som muligvis står for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og bevægelsens telefonnummer optrådte også.

I marts blev der for første gang udført hærværk, hvor beskeden var “Asylcenter nej”.

Har du oplysninger i sagen, kan du henvende dig til Østjyllands Politi på telefon 114.

Centret er et multietnisk asylcenter under Røde Kors’ asylafdeling – fortrinsvis for familier, hvor asylansøgere er indkvarteret, mens deres ansøgning om asyl i Danmark bliver behandlet, skriver Røde Kors.

/ritzau/