Manden er kommet til skade og kørt til behandling på sygehuset i Aabenraa, og politiet leder nu efter flugtbilen og de tre personer, der sad i den, oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet fik kort efter klokken 16.35 en anmeldelse af, at to kvinder havde ringet på døren hos et ældre ægtepar i et rækkehus på Varbergvej i Haderslev og fortalt, at de kom fra hjemmeplejen.
Den ene fik lokket manden i huset med udenfor, mens det lykkedes den anden at komme ind i huset og stjæle en værdiboks.
Herefter løb kvinderne hen til en bil, der holdt parkeret omkring 100 meter væk.
Det er politiets opfattelse, at manden formentlig har forsøgt at standse bilen, og at han i den forbindelse havnede på bilens køler og blev kastet til jorden.
– Manden, der er stærkt alderssvækket, har fået en del skader, siger Erik Lindholdt.
Bilen forsvandt fra området ad Christian X’s Vej, oplyser politiet.
Røverne har under flugten skilt sig af med værdiboksen, der blev fundet af nogle drenge og indleveret hos politiet. Der er ikke oplysninger om boksens indhold.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til røveriet og vidner, der kan have set flugtbilen. Der er tale om en lys bil – formentlig en Volvo sedan S40 eller S60.
Politiet undersøger også, om røveriet på Varbergvej kan være begået af de samme personer, der tidligere tirsdag var på færde i Gram.
Fra Højmarken i Gram fik politiet omkring klokken 15.45 en anmeldelse fra en ældre mand, der var blevet opsøgt i sit hjem af en udenlandsk udseende kvinde. Hun ringede på døren og spurgte, om han skulle have udleveret medicin.
/ritzau/