Evakuering ophæves i Odense: Mistænkelig kuffert var tom

Ammunitionsryddere har onsdag ved middagstid destrueret en mistænkelig kuffert i midten af Odense.

Kufferten var tom.

Det oplyser Fyns Politi.

Onsdag formiddag evakuerede politiet et område i midten af Odense på grund af fundet. Efter destrueringen kan beboere og medarbejdere i virksomheder i området igen vende tilbage.

Det var ifølge vagtchef Thomas Bentsen en “lidt større kuffert” af plastik, som onsdag satte gang i det store beredskab.

– Der har ikke været nogen markering på kufferten, og ingen har umiddelbart villet kendes ved den.

– Derfor måtte vi tage vores forholdsregler i forhold til, at det kunne være en genstand, der var placeret for at forårsage skade på bygninger eller mennesker, siger han.

Politiet ved stadig ikke, hvem kuffertens ejer er. Spørgsmålet om, hvem der stillede kufferten, bliver næppe besvaret, forklarer Thomas Bentsen.

– Kufferten er destrueret, så det er nok svært at søge spor fra den. Medmindre nogen henvender sig, så kan den jo stamme alle mulige steder fra.

– Den kunne være fra et indbrud, en containerplads eller en hjemløs. Det bliver svært at sige, siger vagtchefen.

Det evakuerede og afspærrede område var omkring gaderne Vestergade, Kongensgade og Mageløs.

Personer i de nærliggende butikker, lejligheder og virksomheder blev bedt om at forlade bygningerne.

De pågældende blev bedt om så vidt muligt at forlade bygningerne via bagindgange. Det skulle sikre, at man ikke ville komme ud til de afspærrede gader.

Undersøgelsen af kufferten indebar et stort beredskab.

– Det er både politi, specialtjenester, brandvæsen og ambulanceberedskab, der bliver aktiveret. Desuden er det jo til stor gene for en masse mennesker – forretningsdrivende og folk, der bor i området.

– De har alle håndteret det rigtigt flot, siger vagtchefen.

/ritzau/