Mænd udgiver sig for håndværkere og røver 84-årig i eget hus

En 84-årig mand er chokeret, men er fysisk uskadt, efter at han fredag eftermiddag blev overfaldet af tre røvere i sit hus i Horsens.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jørn Bystrup natten til lørdag.

Den 84-årige mand bor med sin søn, svigerdatter og barnebarn på Sundvej i Horsens, og hjemmerøveriet skete fredag mellem klokken 15.45 og 17.15, da den ældre mand var alene hjemme.

– Svigerdatteren og barnebarnet var ikke hjemme, og da sønnen kun var gået kortvarigt ud for at lufte hunden, og faren var hjemme, var døren ulåst, fortæller vagtchefen.

Han fortæller videre, at den 84-årige mand lå og blundede, da han vågnede ved, at døren blev åbnet, og tre mænd kom ind i huset.

– Han går dem i møde. Og da han er af udenlandsk oprindelse og ikke taler dansk, prøver de tre mænd med håndfagter at forklare ham, at de skal ind og reparere noget.

– Det forvirrer ham, for han har ikke hørt noget om, at der skulle komme håndværkere, siger Jørn Bystrup.

Pludselig bliver den 84-årige overmandet, ved at mændene smider et klæde over hovedet på ham og tildeler ham et slag i panden.

Den ældre mand mister bevidstheden og vågner først igen, da han bliver fundet af sønnen, som har tilkaldt en ambulance.

Røverne slipper afsted med kontanter og smykker.

– Han er blevet tilset på hospitalet og udskrevet igen. Han er selvfølgelig chokeret, siger vagtchefen.

På trods af at den 84-årige mand forholdsvis hurtigt blev slået bevidstløs, har han været i stand til at give nogle – ifølge politiet – særdeles gode signalementer af de tre mænd:

Mand A er dansktalende, mørk i huden, cirka 50 år gammel, almindelig af bygning og 170-175 centimeter høj. Han var iført sort tøj, og overdelen havde et hvidt logo på ryggen, hvor der eventuelt stod fire-fem bogstaver på linje.

Han havde desuden hovedbeklædning på, så kun ansigtet kunne ses, og bar en mindre sort rygsæk med blomster i forskellige farver.

Mand B er dansk af udseende, dansktalende, solbrun, cirka 35 år, lidt lavere end mand A og tynd til slank af bygning. Han var iført sorte bukser og en lys/jordfarvet/gul/brun overdel og bar en sort kasket og sorte og hvide handsker.

Mand C er også dansk af udseende, dansktalende, 40-45 år, cirka 170-175 centimeter høj og duknakket. Har har skæg rundt om munden og lange bakkenbarter.

Han var iført sort tøj, hvor overdelen bar det samme logo som mand A’s overdel. Han bar desuden hovedbeklædning, så kun ansigtet kunne ses, og sorte og hvide handsker.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set de tre mænd i området omkring Sundvej 90 og Chr. M. Østergaardsvej i Horsens fredag eftermiddag.

/ritzau/