Telefon udløste brand i autoværksted

HILLERØD: Det var med stor sikkerhed en telefon under opladning, som udløste en brand i Autohuset Tofte, onsdag aften. Ilden nåede at forrette en del skade, men et hurtigt vidne gjorde en stor forskel.

Et vidne hørte et højt knald fra autoværkstedet, og undersøgte med det samme hvad der foregik. Stedet har oplevet en hel del indbrud, men det viste sig hurtigt at der var tale om en brand som var under fuld udvikling på stedet og der blev slået alarm kl. 20.15 til 1-1-2.

Ved brandvæsnets ankomst var der klare flammer op gennem taget, og en stor slukningsindsats blev straks sat i gang. Brandfolkene forsøgte i første omgang at komme ind via hovedøren, men et sikkerhedsgitter forhindrede mandskabet i at komme ind.

Herefter blev der brugt grovere metoder mod en adgangedør på bygningens bagside, hvorefter brandfolkene kunne komme til ilden i værkstedslokalet.

Det viste sig at ilden var startet på en hylde langs væggen, og herfra havde spredt sig opad mod taget hvor ilden var brudt gennem taget. Ilden havde også haft kurs hen mod et oplag af forskellige brandbare væsker, men ilden blev slået ned inden den nåede at antænde oplaget.

Der var en lang række biler inde på værkstedet, og flere af dem led skade i form af røg og sodskader, en rød varevogn som stod på en lift i lokalet fik smeltet en del af fronten af varmen fra ilden, ligesom tagplader og lysarmaturer faldt ned over bilen.

Brandfolkene arbejdede på stedet frem til omkring kl. 02.30, brandårsagen viste sig at være en telefon som var lagt til opladning på en hylde i værkstedet. Grundet en fejl i telefonen brød denne i brand efter batteriet var eksploderet, og herfra spredte ilden sig med stor hast.

Det knald som et vidne havde hørt var formentlig telefonens batteri som eksploderede, og det må betegnes som særdeles heldigt at ilden trods alt blev opdaget meget tidligt i forløbet, og skaderne derved blev begrænsede.